Bosnien-Hercegovina

etniske grupper og religioner

Bosnien-Hercegovina er hjemsted for medlemmer af adskillige etniske grupper. De tre største er bosnierne, serberne og kroaterne. Fortsat indsats fra det internationale samfund for at fremme tilbagevenden af personer, der er fordrevet med magt under Bosnisk konflikt (1992-95) til deres oprindelige hjem såvel som indenlandske politiske følsomheder, blokerede gennemførelsen af en folketælling langt ind i det 21.århundrede. Nevertheless, it is estimated that Bosniaks constitute more than two-fifths, Serbs roughly one-third, and Croats less than one-fifth of the population.

The three groups share the same South Slav heritage. Den største kulturelle forskel mellem dem er den af religiøs oprindelse eller tilknytning—en forskel, der delvis kan forklares med arven fra det osmanniske imperium, som tillod autonome religiøse samfund at eksistere sammen under dets styre. Faktisk henviste “serbere” og “kroater” først til befolkningen i to sydslaviske stammer og derefter hovedsageligt til befolkningen i Serbien og Kroatien indtil det 19.århundrede, da nationalistiske bevægelser på Balkan opfordrede bosniere, der praktiserede Serbisk ortodoksi, til at blive mærket som serbere og bosniere, der praktiserede romersk katolicisme, til at blive mærket som kroater. Ideen om en bredere serbisk eller kroatisk “nation” appellerede til regionale ledere, der eftertragtede Bosnien-Hercegovinas territorium. Serbisk eller kroatisk nationalisme appellerede også til uddannede bosniere, som ofte blev udelukket fra høje statsstillinger af Bosnien-Hercegovinas kejserlige herskere. (Det Osmanniske Rige blev efterfulgt af Østrig-Ungarn, som overtog kontrollen i 1878.) En følelse af nationalisme udviklede sig senere også blandt bosniske muslimer. I det 20.århundrede blev “Muslim” brugt som etnisk, ikke kun religiøs, identifikator; det blev erstattet i 1990 ‘ erne af “Bosniak.”

foreningen af religion med national identitet har betydet, at religiøs identitet er forblevet vigtig. Religionens rolle inden for alle tre befolkninger blev hævet af kommunismens død, genoplivningen af nationalisme i kølvandet på Jugoslavisk opløsning og krigens vold. Ikke desto mindre er deltagelsen i kirke-og mosketjenester fortsat lav.