i de senere år har vi oplevet en sprudlende, næsten tysk stil debat om britisk identitet og Europa. Hvad er Storbritannien? Hvornår var Storbritannien? Eksisterer Storbritannien stadig? Vil Storbritannien overleve? Storbritannien er blevet erklæret ” død “af Andreas Marr og” afskaffet ” af Peter Hitchens. I årtier har folk tænkt på Storbritannien som en klassisk nationalstat. Nu fortæller Norman Davies os, at Storbritannien aldrig var en nationalstat. Anthony Barnett siger, at Storbritannien aldrig var en nation, selvom England var. Men Roger Scruton, i sin ekstraordinære bog om England, informerer os om, at England-som han mener også er død-heller ikke var en nation, bare et land, et land, hjem. Man begynder at længes efter de pellucidiske forenklinger i den tyske identitetsdebat med dens elementære sondringer mellem Staatsvolk og Kulturvolk og så videre.
mere prosaisk, svaret på spørgsmålet, ” Er Storbritannien europæisk?”kan være meget anderledes, hvis det gives fra det, der nu undertiden nysgerrigt kaldes “de uddelegerede territorier” i Skotland, Valles og Nordirland. Faktisk argumenterer Anthony Barnett i sin bog denne gang, at Britisk modstand mod Europa virkelig er engelsk modstand mod Europa.for nogle kan Storbritannien kun reddes, hvis vi har mere Europa; for andre kan England kun reddes, hvis vi har mindre. For begge, selvom, spørgsmålet er centralt. Hugo Young siger i dette velsignede Plot, at det underliggende spørgsmål i de sidste 50 år har været “kunne Storbritannien… virkelig acceptere, at hendes moderne skæbne var at være et europæisk land?”Men hvad betyder det? Hvis substantivet ” Storbritannien “er undvigende, er adjektivet” europæisk ” endnu mere. Dette gælder på alle europæiske sprog, men især på engelsk.
med lidt vanskeligheder kan vi identificere seks mulige betydninger af europæisk. To er arkaiske og begravede, men har et betydeligt efterliv: at være europæisk betyder at være kristen og at være europæisk betyder at være hvid. Så er der tre sammenkoblede betydninger, som er mere velkendte. Den første er geografisk: Europa er det næstmindste kontinent, en Vestlig udvidelse af Eurasien. Er vi en del af det? Geograferne siger ja. Mange briter tvivler på det, for den anden af disse tre sammenkoblede betydninger er, som Collins English Dictionary fortæller os, “Europas kontinent, bortset fra de britiske øer.”(Man undrer sig over, hvor det forlader Irland.) Dette er en velkendt brug. Vi siger “Jim er ude til Europa “eller” Fred er tilbage fra Europa.”Europa er et andet sted. For det tredje betyder Europa EU.
i moderne britisk brug er disse tre betydninger meget ofte fjernet, men i politisk debat er den tredje dominerende. I denne forstand er spørgsmålet ” Er Storbritannien europæisk?”kommer ned til at spørge: deltager Storbritannien fuldt ud i EU? Støtter det en version af, hvad folk på det kontinentale Europa ville anerkende som det europæiske projekt?
alligevel er der endelig en sjette følelse af europæisk, mere ophøjet og mystisk. Denne sjette sans blev fanget i en nylig overskrift i International Herald Tribune: “Afslut sanktionerne mod ‘europæisk’ Østrig, panel rådgiver EU.”Et panel bestående af tre” vise mænd ” havde netop efter lang overvejelse konkluderet, at Østrig var Europæisk. Sagt således lyder udsagnet latterligt. Hvad troede de ellers Østrig var? Afrikaner? Men vi ved, hvad de mente. De havde et katalog over, hvad der kaldes “europæiske standarder” eller “europæiske værdier”, og de målte Østrig imod det. Med andre ord, imod ikke en beskrivende, men en normativ, præskriptiv, idealistisk version af Europa-eller hvad Gonsague de Reynold kaldte, L ‘ Europe europ?ne. Et Europa europ?ne, hvor Hitler og Haider på en eller anden måde ikke var Europæiske-eller i det mindste ikke var europæiske. Dette var så at sige et husudvalg om FN-europæiske aktiviteter.
er Storbritannien Europæisk i denne forstand? Du kan gå ned på listen over europæiske værdier og sætte et kryds eller et kryds eller et spørgsmålstegn mod hver post. Men det ville kun betyde noget, hvis vi synes, det betyder noget at stille spørgsmålet på denne idealistiske måde.
Når jeg husker disse konkurrerende betydninger af europæisk, vil jeg stille spørgsmålet i en mere fodgænger, empirisk-tør jeg sige, britisk eller engelsk?-måde. I hvilke henseender adskiller Storbritannien sig mere fra kontinentaleuropæiske lande end de er fra hinanden? I hvilke henseender er Storbritannien mere som andre lande-USA, Canada eller Australien-end det er som De Europæiske?
det første svar, der traditionelt gives, er “historie.”Vores historie er længe blevet fortalt som en historie om britisk-eller er det Engelsk?- undtagelsesvis. En historie om adskillelse, startende med adskillelsen af offshore-øen fra fastlandet, men derefter, efter afslutningen af Hundredeårskrigen, af politisk adskillelse. GM Trevelyan, i sin engelske sociale historie, siger, at Storbritannien derefter blev “en mærkelig ø, forankret ud for kontinentet.”Og en historie om kontinuitet, i modsætning til kontinentets ustabile mutabilitet, konstant skiftende regimer og grænser og monarker og forfatninger. En hjertevarmende historie om den langsomme stabile organiske vækst af institutioner, af almindelig lov, parlament, og et unikt suverænitetsbegreb, der er tillagt kronen i parlamentet.
Her var de “1.000 års historie”, som Hugh Gaitskell så truet, hvis Storbritannien sluttede sig til Frankrig og Tyskland i et kontinentalt europæisk samfund. Historien blev fortalt i lilla prosa af GM Trevelyan, Arthur Bryant, Churchill og HAL Fisher. Den originale historiografi kan spores tilbage til det sene victorianske Storbritannien, men det var stadig den dominerende version af vores historie langt ind i 1950 ‘erne og 1960’ erne. bestemt var det den version, som jeg voksede op med, og som de fleste mennesker, der er britiske og over 40 voksede op med. Dels er dette på grund af det, du måske kalder lærebogsforsinkelse. Selve den oprindelige historiografi kommer uundgåeligt efter begivenhederne og forsøger at forklare dem eller rationalisere dem. Men lærebøger, skolebøger og børnebøger er normalt yderligere ti, 20 eller endda 30 år bagud. Dette betyder, at den ekstraordinære vision, skønt sen-victoriansk oprindelse, var enormt indflydelsesrig lige ind i vores egen tid.
du finder spor af dette selvbillede på de mest usandsynlige steder. Jeg fandt en selv i Tony Blairs tale fra oktober 2000. Midt i en meget tydelig passage om Storbritannien og Europa beskriver han pludselig Storbritannien som “et stolt og uafhængigt sindet ø-løb (dog med meget europæisk blod, der flyder i vores årer).”Arthur Bryant, du burde leve på denne time!
for at give et par meget mere demotiske eksempler læser vi i et brev i Daily Mail i januar 1997: “vi ser ud til at være et kryds af uret væk fra at miste vores suverænitet, vores uafhængighed og ikke kun 1.000 års historie, men Historie fra da den første mand forsøgte at beskytte dette land mod en invaderende fjende.”Eller lyt til den asiatiske Brite Tom Patel, tyveogtyve, homoseksuel, lige tilbage fra en ferie på Korfu med sin elsker John Smith og taler med Yasmin Alibhai-brun: “det er så svært for os Engelsk, du ved. De er ikke som os. Da John og jeg snogede stille, intet som vi ville gøre i England, var der al denne gift i luften omkring os. Vi er et øfolk; vi er ikke som disse bønder.”
så troen på britisk eller engelsk ekceptionalisme er dyb og bred. Nu må historikerens spørgsmål være: hvor usædvanlig er britisk ekceptionalisme? Faktisk, hvis man ser på andre europæiske Nationers historiografi, indser man, at undtagelsesvished er normen. Hver national historiografi er bekymret for, hvad der er karakteristisk ved denne nation. Og de fleste europæiske nationer kontrasterer deres ekceptionalisme med en idealiseret “vestlig” eller “europæisk” normalitet-for hvilke eksemplerne normalt er Frankrig og Storbritannien. Litteraturen om Tysklands ” specielle måde “i moderne historie, Sønderjylland, handler om, hvorfor Tyskland ikke blev en” normal ” demokratisk nationalstat som Storbritannien. Enhver Østeuropæisk National historiografi har også disse elementer.
det afhænger også af hvilket Europa du sammenligner os med. Hvis du sammenligner Storbritannien simpelthen med de oprindelige seks medlemmer af EØF, lande med en stor mængde fælles romersk og hellig romersk-dvs.karolingisk-arv, Storbritannien ser faktisk enestående ud. Men hvis man sammenligner Storbritannien med de øvrige 14 nuværende medlemsstater i EU, eller de 20, der snart vil være medlemmer, eller de 30, der kan være medlemmer om ti til 15 år, så ser Storbritannien næppe usædvanligt ud, fordi disse landes historier selv er enormt forskellige.
desuden har der i det sidste årti været en massiv dekonstruktion af denne store fortælling om britisk eller engelsk undtagelsesalisme af historikere som Hugh Kearney, Jeremy Black, Linda Colley og Norman Davies. Det meste af denne dekonstruktion har ikke bestået i at opdage noget nyt om fortiden, men blot i at gennemføre et dobbelt skift af fokus. For det første har det ændret fokus for at se på hele de britiske øers historie. For det andet har den Set på vores nationale historie i de større europæiske rammer. Jeremy Blacks arbejde har været særlig nyttigt til systematisk sammenligning med kontinentale europæiske oplevelser. Vi mindes f.eks. om, at nogle andre mennesker i Europa også tog imod protestantismen-en eller to af dem opfandt den faktisk. Vi bliver mindet om, at Storbritannien-eller store dele af det-over lange strækninger af britisk historie tilhørte en trans-kanal-politik.frem for alt viser denne dekonstruktion os, at der er langt mindre kontinuitet end den store fortælling, der foreslås, især hvis man ser på historien om Danmark, Skotland eller Irland. På øerne har Norman Davies en liste over de 16 forskellige stater i disse øers historie, ti af dem i de sidste 500 år. Jeremy Black bemærker, at briterne har “et geni for udseendet af kontinuitet.”Ferdinand Mount, i sin bog om den britiske forfatning, kalder dette “kontinuitetsmyten.”Vi opfandt opfindelsen af Tradition-ikke kun bogen, men sagen. Peter Scott har med rette bemærket ,at ” Storbritannien er en opfundet nation, ikke så meget ældre end USA.”
for al denne komparative dekonstruktion er der ingen tvivl om, at Storbritannien i 1939 stadig var et usædvanligt sted. På den sidste side af hyldest til Catalonien, når han vender tilbage fra Den Spanske Borgerkrig og rejser med tog til London gennem det sydlige England og observerer”pramme på miry-floden, de velkendte gader, plakaterne, der fortæller om cricketkampe og kongelige bryllupper, mændene i keglehatte, duerne på Trafalgar-pladsen, De røde busser, Den Blå politimand-alle sover den dybe, dybe søvn i England” – selvfølgelig specificerer han England – ” hvorfra jeg undertiden frygter, at vi aldrig vil vågne, før vi rykkes ud af det ved brøl af bomber.”
Vi får nu fortalt en ny historie, en ledsager til dekonstruktionen eller genopbygningen af vores nationale historie. Det er, at landet i løbet af de 60 år, siden Storbritannien blev uhøfligt vækket af bombens brøl, er blevet meget mere europæisk og både mindre isoleret og mindre transatlantisk og post-imperial. Alligevel synes kun halvdelen af denne historie at være sand. Ja, Storbritannien er blevet meget mindre isoleret, mindre adskilt. Men er den transoceaniske eller post-kejserlige komponent i vores identitet, især i forhold til det, Churchill kaldte de engelsktalende folk, virkelig blevet svagere?
Vi har set de-insularisering af Storbritannien. Men det er ikke klart, om det, der har erstattet det, er europæisering eller amerikanisering eller bare globalisering. Hvis vi starter helt øverst med suverænitet, lov og regering, er det indlysende, at Storbritannien er blevet meget mere europæisk. Fra Rom-traktaterne til Amsterdam-traktaten-og nu Nice-er den britiske suverænitet blevet delt og kvalificeret. Vores engelske almindelige lov er ofte underlagt europæisk lov, ligesom skotsk lov. Vi har endda den mærkelige kontinentale ting, kodificerede rettigheder, med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skrevet i britisk lov. I praksis af regeringen, intimitet af samarbejdet med partnere i EU har ingen parallel andre steder. På den anden side, hvis man ser på indholdet af politikken og spørger, hvad der er den største enkelt udenlandske inspiration til britisk politik i de sidste 20 år, skal svaret være USA. Det er noget, som både Thatcher-og Blair-regeringerne har haft til fælles: en fascination af amerikansk politik og amerikanske løsninger.ja, i forsvarspolitikken, efter et interval på næsten fire århundreder siden tabet af Calais i 1558, har vi igen gjort, hvad historikeren Michael har kaldt “det kontinentale engagement.”Britiske tropper er stationeret permanent på det europæiske kontinent. Men i hvilken sammenhæng? I forbindelse med Nato: den transatlantiske organisation. Den planlagte europæiske udrykningsstyrke vil ændre dette, hvis overhovedet, kun langsomt. Ja, i udenrigspolitikken har vi et meget tæt samarbejde med europæiske partnere. Se på Balkan: den største europæiske udenrigspolitiske udfordring i de sidste ti år. Hvor er de vigtigste politikker blevet lavet? Ikke i EU, men i kontaktgruppen med fire førende EU-magter plus Rusland og USA, og derefter i den såkaldte kvint, den samme gruppe uden Rusland. Hvem er nøglepartneren, til hvem det første telefonopkald normalt ville blive foretaget? USA.
hvad med vores version af kapitalismen? I sin bog Kapitalisme mod kapitalisme, Michel Albert identificerer os som en del af en Angloamerikansk model, i modsætning til en Rhine-Alpine model. Vil Hutton, i hans tilstand vi er i, sætter os et sted imellem. Styrkerne i vores økonomi, ligesom USA, er inden for områder som finansielle tjenester eller medier. Vi har ikke så mange af de små landmænd og store producenter, der er karakteristiske for Frankrig og Tyskland, og som strukturelt drager fordel af EU. Ja, det meste af vores handel er med EU, men den største enkeltdel af vores investering er i eller fra USA.
og samfund? 2000-udgaven af kompendiet sociale tendenser har et forord af AH Halsey, hvor han citerer en anden af George Orvels berømte beskrivelser af Storbritanniens særpræg, denne gang fra løven og enhjørningen: “folkemængderne i de store byer med de milde knobbede ansigter, deres dårlige tænder og blide manerer er forskellige fra Den Europæiske skare.”Halsey siger, at dette ikke ville være sandt i dag. Når han ser på hele spektret af data om sociale realiteter, konkluderer han, at det, der er sket, er “assimilering af livet i Storbritannien til det i de andre avancerede industrilande, i Europa og Nordamerika.”Ja, I testen af den sociale virkelighed, London er helt sikkert tættere på Toronto end det er til Kiev. Så det” sæt”, som Storbritannien tilhører, er ikke Europa som sådan, men snarere det, der ofte kaldes Vesten.
igen, mange Britiske “Pro-europæere” gerne citere livsstil beviser for europæisering af Storbritannien: “se på alt det Chianti og cappuccino, vi drikker, ferien tilbragt i Spanien eller Italien, de hjem, der ejes i Frankrig.”Navnene, der nu er “velkendte på vores læber som husholdningsord”, er ikke længere Harry The King, Bedford og Ekseter, men Ars Gerbeau, Py Gerbeau og Sven Goran Eriksson, den nye manager for det engelske fodboldhold. Men for hvert af disse eksempler på europæisering kunne du i det mindste give et lige og modsat eksempel på amerikanisering. For hver cappuccino bar er der endelig en McDonald ‘ s eller Starbucks. Amerikanske film, amerikanske tv-programmer og amerikansk engelsk er en vigtig, endda en dominerende del af vores populærkultur.
Du kan sige, at dette kun er en del af, hvad det betyder at være Europæisk i begyndelsen af det 21.århundrede. En sådan amerikanisering er så at sige et europæisk fænomen. På mange måder er det rigtigt. Men i Storbritannien er det særligt intenst; vi er en del af det på en måde, som kontinentale europæere ikke er. Det handler heller ikke kun om vores forhold til USA. I en Harris-afstemning, i 1990, blev briter spurgt i hvilket andet land de gerne ville bo. Mere end 50 procent nævnte Australien, Canada, USA eller USA. Frankrig, Tyskland og Spanien scorede kun 3 procent hver. Bevis for en holdning, helt sikkert. Tilføj en lille semantisk indikator. Der er en sætning, som mange mennesker i Storbritannien bruger, når de taler om Amerika: “på tværs af dammen.””På tværs af dammen” – som om Atlanterhavet kun var en andedam, og Amerika var bare den anden side af landsbyen grøn. I en semantisk bundet bliver kanalen bredere end Atlanterhavet.Hugo Young insisterer på, at alt dette er anakronistisk: den levede identifikation med det, Churchill kaldte “de engelsktalende folk”, falmer, og trods alt bliver Amerika mere spansktalende og mindre Angloorienteret. “Angloamerikanisme,” skriver han, ” må ophøre med at hindre fremkomsten af en europæisk bevidsthed i dette europæiske land.”Dette slår mig som en falsk opposition, urealistisk og sandsynligvis uønsket. Jeg er enig med Robert erobring, når han skriver, “inden for Vesten er det frem for alt det engelsktalende samfund, der gennem århundrederne har været banebrydende og opretholdt mellemvejen mellem anarki og despotisme.”Udsagnet lyder lidt selvtillykke, men som en historisk generalisering forekommer det mig i det væsentlige sandt. Det er en vigtig og positiv del af vores identitet.
så tilbage til spørgsmålet ” Er Storbritannien europæisk?”i den mest velkendte-men også mest overfladiske-følelse af” er Storbritannien fuldt ud engageret i EU og en eller anden version af det europæiske projekt?”Nå, igen, Hvad mener vi med Storbritannien? Hvis vi mener den nuværende valgte regering, er svaret helt klart et rungende ja. Hvis vi mener den offentlige mening, er svaret et rungende nej.Eurobarometeret i oktober 2000 havde de sædvanlige spørgsmål om identifikation med EU. Storbritannien ligger nederst på bordet. Er medlemskab godt for dit land? Kun 25 procent af briterne siger ja. Har medlemskab medført fordele for dit land? 25 procent. Tillid til Europa-Kommissionen? 24 procent. Støtte til euroen? 22 procent. Kun til støtte for en fælles sikkerhedspolitik og for udvidelsen er Storbritannien ikke i bunden (selvom støtten til prioritet for udvidelsen kun er 26 procent).
Du kan sige et par ting for at kvalificere dette billede-Dyster eller opmuntrende, afhængigt af dit syn. Den første er, at disse Britiske svar er ekstremt ustabile. Hvis du tager det første spørgsmål om, hvorvidt medlemskab er en god ting, er tallene: 1973, 31 procent; 1975, 50 procent; 1981, 21 procent; 1991, 57 procent; 1997, 36 procent. Vildt op og ned. Han understreger, at den britiske holdning til EU er stærk, men ikke dybsindig. Der skelnes mellem” holdninger”,” holdninger “og” værdier.”Han hævder, at disse er blot udtalelser, påvirket af den seneste dækning i en presse generelt usympatisk til EU. Holdninger, i betydningen mere afviklede synspunkter, arbejderen finder især blandt ” middelklasse, ældre mænd.alligevel peger de beviser, jeg har samlet på en stykkevis måde, og den daglige oplevelse af at tale med såkaldte “almindelige mennesker” på, at der også er dybere holdninger involveret-og på ingen måde kun blandt middelklassens ældre mænd, der stadig dominerer den politiske debat og mediedebatten. For at citere endnu en afstemning spurgte en BBC Mori-afstemning i 1995: “Hvor europæisk føler du dig?”Kun 8 procent af de adspurgte sagde “meget”, 15 procent” et rimeligt beløb”, men 49 procent sagde ” slet ikke.”
det siges ofte, at det at tale om Europa som et andet sted er ejendommeligt for Storbritannien. Det er ikke sandt. Der er flere lande i Europa, hvor folk taler om Europa som et andet sted-i det mindste en del af tiden. Spaniere, portugisiske, polakker, grækere, ungarere gør det alle. Forskellen er, at for dem, Europa kan være et andet sted, men det er et andet sted, de gerne vil være. Der er, tror jeg, kun to lande i Europa, som ikke kun taler om Europa som et andet sted, men stadig slet ikke er sikre på, om de vil være der. Det er Storbritannien og Rusland.Edvard Heath sagde berømt i Underhuset i oktober 1971: “vi nærmer os det punkt, hvor, hvis dette hus beslutter det i aften, vil det blive lige så meget vores samfund som deres samfund.”Tredive år senere er vi lidt tættere på det punkt.
selvfølgelig ved vi alle, at vores eliter er dybt splittede i dette spørgsmål. Men selv de mest Pro-integration Britiske “europæere” taler ikke om Europa som kontinentale eliter gør, som en selvfølge. Vi taler ikke om Europa blot som europæere, der er involveret i en fælles virksomhed. Dette skyldes dels, at vi lugter hykleri. Vi har mistanke om den nationale instrumentalisering af Den Europæiske ide. Husk Harold Macmillans kommentar om de Gaulle: “han taler om Europa og betyder Frankrig.”Sandsynligvis har enhver britisk premierminister siden Macmillan været fristet til at sige det Privat om den nuværende franske præsident (med den mulige undtagelse af Heath om Pompidou). For det er delvis sandt-og ikke kun for Frankrig. Jeg skrev en hel bog, der beskriver, hvordan Tyskland har forfulgt sine nationale interesser i Europas navn. Men det er kun delvist sandt. Der er også-og i høj grad i det tyske tilfælde-en ægte, følelsesmæssig identifikation med et større fælles projekt i Europa. Følelser i politik ligger altid et sted tæt på grænsen mellem det ægte og det falske, mellem oprigtighed og hykleri, men der er en komponent af ægte følelser her.
dette forbinder til min sidste, sjette følelse af at være europæisk: den normative følelse af l ‘ Europe europ?ne. Europa som et ideal, en myte, de ting, som politiske identiteter er lavet af. Det er denne sjette sans, som forekommer mig næsten helt mangler selv blandt britiske “europæere.”Jeg har kun set et antydning af det i de senere år. Det var da Charter 88, og andre på centrum-venstre, gjorde sagen for forfatningsreform med hensyn til” europæisering ” af Storbritannien. “Europæisk” i den sammenhæng betød mere demokratisk, mere moderne, retfærdig, åben-en destilleret essens af den bedste moderne europæiske praksis. Men så kom Jonathan Freedland og sagde, nej, hvad vi virkelig har brug for er Amerikaniseringen af Storbritannien; Vi har brug for, som hans bogtitel erklærer, at bringe revolutionen hjem. Den amerikanske revolution, altså. Og-for dette er Storbritannien – idealiserede Amerika trumfer idealiserede Europa.
min konklusion? Der er ingen konklusion på grund af selve karakteren af “identitetsstudier”, som sjældent når frem til noget klart fund, men også på grund af den særlige karakter af britisk identitet. Formentlig er udsagnet “ingen konklusion” faktisk en konklusion-selv en vigtig og positiv.der er ingen tvivl om, at en europæisk identitet er tilgængelig for Storbritannien. Der er masser af materiale her, hvorfra man kan opbygge en europæisk identitet, hvis vi vælger det; at skabe et “os” snarere end et “dem.”Men det kan ikke være identiteten. Vi kan ikke komme med den erklæring, som Hugo Young ser ud til at ønske at komme med: “Storbritannien er et europæisk land, fuld stop.”Eller som vi siger på vores Amerikaniserede måde, periode.
de andre identiteter er simpelthen for stærke-ikke så meget den isolerede identitet, men den vestlige og transoceaniske identitet, identifikationen ikke kun med USA, men med alle de engelsktalende folk. Og så er der alle de interne identiteter, skotsk, irsk, engelsk. Svaret på spørgsmålet ” Er Storbritannien europæisk?”skal være” ja, men ikke kun.”Storbritanniens europæiske identitet kan kun nogensinde være delvis, for Storbritannien har altid været og vil forblive-så længe der er et Storbritannien-et land med flere, overlappende identiteter.
endnu at sige “delvis identitet” behøver ikke betyde overfladisk identitet, hvilket er, hvad Storbritanniens europæiske identitet i øjeblikket er. Når alt kommer til alt har vi i vores egen historie haft eksemplet med delvise identiteter, der er meget dybe: engelsk identitet, skotsk identitet. Hvis Storbritannien skal være en fuld og effektiv deltager i det europæiske projekt, der er centreret om EU, og uanset hvad det bliver med udvidelsen, skal denne identitet være dybere. Der må være en mere følelsesmæssig identifikation med den fælles årsag; bare en smule måske af idealisme, selv af min sjette sans.
dette betyder ikke kun for vores egen position i Europa; det betyder noget for selve projektet. For briterne ved bedre end nogen anden, at kunstig, opfandt politiske strukturer kan ikke overleve uden et bånd af følelsesmæssig identifikation, uden en fælles myte, noget mystik, eller hvad Bagehot, skriver om den britiske forfatning, kaldes simpelthen “magi.”Selvfølgelig er” Europa “i EU’ s forstand i øjeblikket en kunstig, opfundet og skrøbelig politisk struktur-men det var Storbritannien engang, og måske er det nu igen. n